Jeg tager personligt alle mine billeder i RAW
Jeg tager personligt alle mine billeder i RAW, men er der grund til det ? Er det bare spild af tid på efterbehandling ?
Langt de fleste kameraer på markedet idag kan tage billeder i RAW format. Men hvad er det for en størrelse ? RAW formatet er en billedfil, hvor kameraet har gemt de “rå” data fra sensoren. Hvis man skal oversætte det til nogle lidt ældre fotografiske termer, så kan RAW sammenlignes med de gamle negativer, hvor JPG kan sammenlignes med det fremkaldte billede. Dette er en meget grov oversættelse, men den er ikke helt ramt ved siden af.
RAW er et engelsk udtryk
RAW er et engelsk udtryk men bruges også i det danske sprog. Det kan oversættes til “rå”. Dette passer meget fint ind med, at RAW formatet er en billedfil som indeholder de rå og ubehandlede data fra sensoren. Filstørrelsen er væsentligt større end JPG filer (typisk 3-4 gange større), og RAW filer kræver en digital fremkaldelse for at kunne se billedet.
RAW billedfiler kan fint ses på en PC, men de vil som oftest være lidt uskarpe og med afdæmpede farver. Dette er noget der justeres i den digitale fremkaldelse.
RAW filen har ikke nogen maksimal størrelse
RAW filen har ikke nogen maksimal størrelse, men er selvfølgeligt begrænset af sensorens data. Farvedybden er typisk 12 eller 14 bit.
Det er svært at komme med særligt mange konkrete facts omkring et RAW format. Dette skyldes, at der faktisk findes et RAW format pr. producent. Nogle producenter har endda selv flere formater.
JPG, eller JPEG
JPG, eller JPEG, er et komprimeret billedformat som understøttes af stort set alle computere og kameraer. Navnet stammer fra den organisation der har udviklet formaet : Joint Photographic Experts Group. Der er tale om en lossy-compression, hvilket betyder at billedet komprimeres ved at fjerne informationer. Nu skal man ikke se dette som et problem nødvendigvis. Formatet er modnet igennem flere iterationer og fungerer rigtigt godt.
Der findes også en lossless-compression udgave
Der findes også en lossless-compression udgave, men den er langt fra så udbredt som den tidligere nævnte lossy udgave. JPG formatet understøtter billedstørrelser op til 65535×65535, hvilket skulle dække selv den mest ambitiøse fotograf. Farverummet kan indstilles, men både sRGB og AdobeRGB er understøttet. Farvedybden er 8-bit og den dynamiske range for en JPG fil er 11 stop.
Hvad er så de væsentlige forskelle i de to formater ? Begge formater har fordele og ulemper. Nedenfor har jeg forsøgt at opridse de væsentligste fordele og ulemper ved begge formater
RAW fordele
- Større dynamikområde
- 12 eller 14 bit farvedybde (4096 eller 16384 gråtoner)
- Ingen tab af information
- Masser af redigeringsmuligheder
- Hvidbalance kan justeres uden tab
RAW ulemper
- Større filer
- Kræver software til fremkaldelse
- Alle billeder skal efterbehandles
- Hver fabrikant har eget format
JPG/JPEG fordele
- Mindre filer
- Kræver ikke dyrt software
- Understøttes i alle kameraer
JPG/JPEG ulemper
- Mindre dynamisk område
- Information er fjernet fra filen
- Hvidbalance er låst
- kun 8 bit farvedybde (256 gråtoner)
Som det kan ses, så er der forskellige fordele og ulemper
Som det kan ses, så er der forskellige fordele og ulemper. Primært har RAW en stor fordel i, at filen indeholder al information. Det giver en meget stor fordel når man ikke er en gammel rotte i faget. Et eksempel kunne være at man ikke har fået indstillet hvidbalancen korrekt på kameraet. Dette er ikke noget problem hvis man bruger RAW formatet. Her kan man i sin software justere hvidbalancen, uden problemer. I en JPG fil kan hvidbalancen justeres bagefter, men resultatet er ofte ikke helt på højde med resultatet fra en RAW fil, og det er en mere vanskelig proces.
Jeg nyder at fotografere i den blå time
Jeg nyder at fotografere i den blå time og i den situation er det et must at bruge RAW. Der er ganske enkelt ikke nok forskellige farver i en 8-bit JPG til at dække en solopgang i den blå time. Ganske vidst ender mine billeder som JPG billeder, men jeg har trods alt muligheden for at redigere i RAW filen inden jeg konverterer den som det sidste step i min redigering. 8-bit er ganske enkelt ikke nok til redigering.
Den store fordel ved JPG er dog filstørrelsen
Den store fordel ved JPG er dog filstørrelsen. Jeg tænker ikke på den endelige filstørrelse på harddisken, men på den filstørrelse der skal gemmes på kortet mellem fotos. Den meget mindre JPG fil kan gemmes væsentligt hurtigere end en RAW fil, og derfor er det også muligt at opnå langt flere billeder pr. sekund i længere tid end med RAW. Personligt bruger jeg ikke dette, men mange sportsfotografer kan ikke undvære muligheden for at tage billeder med 9-11 billeder pr. sekund i lang tid inden kameraet buffer er fyldt op.
RAW giver masser af redigeringsmuligheder
Selvom RAW giver masser af redigeringsmuligheder, så har det også en stor ulempe i at alle RAW filer skal efterhandles – også selvom man ikke har noget der skal redigeres. De skal alle fremkaldes i software, hvilket tager tid. Ganske vist bliver man bedre og hurtigere til at lave den digitale fremkaldelse fra gang til gang, men det tager, uanset hvordan man vender og drejer det, længere tid end blot at kopiere sine JPG filer over på harddisken.
De software pakker der kan bruges til digital fremkaldelse, findes både i gratis udgaver og i dyre betalingsudgaver. Nedenfor har jeg forsøgt at lave en liste over nogle af de mest udbredte software pakker.
- Adobe Camera Raw
- Adobe Lightroom (som bruger samme “engine” som Adobe Camera Raw)
- Bibble Pro
- Raw Therapee
- RAW Shooter Essentials
- UFRaw
- RAW Studio
- Picasa 3
- DPP (til Canon brugere)
Kan man så ikke bruge RAW+JPG på kameraet ?
Kan man så ikke bruge RAW+JPG på kameraet ? Jo i nogle tilfælde kan man godt. Det vil betyde, at for hvert billede man tager vil der blive gemt en JPG, som kameraet efterbehandler, og en RAW fil som ikke er behandlet. Dette kræver dog et endnu større hukommelseskort end man allerede har. En lille ekstra faktor der skal tages højde for er, at det tager endnu længere tid at gemme billederne på kortet og dermed får man en endnu færre billeder pr. sekund
Er det ikke snyd at manipulere billedet ?
Det vil nogen mene, men man kan ikke komme udenom at man altid har kunnet manipulere billederne – selv i de analoge tider. Jeg betrager en digital fremkaldelse af en RAW fil med at fremkalde analoge negativer. Principielt har man de samme muligheder i begge scenarier – dog er det selvfølgeligt nemmest i den digitale verden.
Konklusion:
Jeg skifter aldrig væk fra RAW. Jeg har vænnet mig til den evige efterbehandling som er prisen jeg må betale for at have muligheden for at justere hvidbalancen og samtidigt have et større dynamikområde til de langttidseksponeringer som jeg elsker at fotografere.
Jeg har engang hørt en fotograf sige at “Hvis man er en meget dygtig fotograf, så er der ikke nogen fordel ved at bruge RAW”. Det er jo egentligt rigtigt.
Alle mine RAW filer ender jo alligevel som en JPG, der kan uploades på nettet. Dog vil jeg nødigt skrive til et brudepar, at alle billederne desværre har en underlig farve Jeg er ikke dygtig nok endnu – jeg har endda præsteret at glemme at indstille min ISO værdi korrekt mellem opgaver.
indhold